Blå traktorer fra Farmas nu på vej ud i Vendsyssel

Maskinforretningen åbner ny full size afdeling i Brønderslev med New Hollands produkt- palette indenfor både landbrug og construction

0
2315

Den 1. august åbner maskinforretningen Farmas afdeling i Brønderslev og kommer således tæt på de mange landmænd, der ellers har kørt til Farsø for at hente deres ny blå traktor eller gule mejetærsker fra New Holland. Den tidligere forhandler valgte et andet fokus, og da Hjallerup Maskinforretnings lokaler i Østergade alligevel stod tomme, besluttede Farmas at flytte ind.
– Vi åbner en full size afdeling med salg, værksted og reservedele, og vi har allerede ansat Børge Haugaard som sælger. Han er et særdeles godt kendt ansigt i branchen og forventes at få følgeskab af endnu en sælger, siger salgschef i Farmas, Thomas G. Mikkelsen, der regner med, at afdelingen i Brønderslev i første omgang vil blive bemandet med 6-8 medarbejdere.

HISTORIEN
Navnet Farmas er en sammentrækning af FARsø MASkinværksted, som blev etableret af Kr. Nielsen i 1941. 30 år senere blev nevøen Poul Nielsen direktør, en post han bestred indtil 1998, da hans datter, Anette Rosengreen, efter faderens ønske tog over. I 2001 købte Farmas en eksisterende New Holland-forhandling i Viborg. I 2015 flyttede Farmas ind i en helt nybygget afdeling i Herning, og med afdelingen i Brønderslev dækker maskinforretningen således et område, der strækker sig fra Skagen i nord til Silkeborg i syd.
– Hos Farmas er vi klar til at hjælpe vores kunder 24 timer i døgnet, syv dage om ugen og 365 dage om året. Nedetid er penge og ikke mindst i landbruget, hvor mange opgaver skal løses her og nu, når vejret er ideelt. Derfor er det nødvendigt for os at være tæt på kunderne for at yde den bedste service, forklarer direktør Anette Rosengreen.

LOKAL TILSTEDEVÆRELSE
– I Herning er vi blevet taget rigtigt godt imod, og vi kan konstatere, at den lokale tilstedeværelse har været helt afgørende for vores forhold til kunderne. Vores forventninger til afdelingen er blevet indfriet – så godt og vel, og medarbejderstaben er vokset til 15. Det er den udvikling, vi også håber på i Brønderslev, understreger salgsassistent Ole Borup Rosengreen.
– Antallet af kunder i Vendsyssel er steget de senere år, og med en placering i Østergade kan vi hurtigt rykke ud, når kunderne har akut behov for vores hjælp. Vi kommer til at ligge tæt på motorvejen, og tilkørselsforholdene er gode. Desuden forventer vi stor synenergi ved at ligge tæt på relaterede virksomheder og ikke mindst på LandboNord, så vi ser et meget spændende potentiale i at få endnu flere blå traktorer og gule mejetærskere ud på til landmændene i Vendsyssel, understreger Thomas G. Mikkelsen.

PRODUKTSPECIALISTER
– Hos Farmas er vi produktspecialister. Det vil siger, at vores medarbejdere altid er i stand til at tilbyde kunderne en professionel og seriøs rådgivning. Vi kender vores kunder godt og kan derfor pege på det mest optimale valg, påpeger Anette Rosengreen.
– Høstmaskiner er en del af vores DNA hos Farmas. Vi ved, hvor vigtig høsten er for vores kunders virksomhed, og derfor også hvor nødvendigt, det er, at netop høstmateriel virker på nogle af årets mest kritiske tidspunkter. I Brønderslev vil vi have en demo-mejetærsker – en New Holland CR 9.80 med 35 fods skærebord. Mejetærskeren vil kunne opleves hos udvalgte landmænd i Vendsyssel og selvfølgelig også på Hjørring Dyrskue, hvor vi stiller op med hele vores produktpalette indenfor både New Holland Agriculture og New Holland Construction, som er minigravere, rendegraver og gummihjulslæssere, forklarer Ole Borup Rosengreen.
Farmas er en del af indkøbsselskabet MI Indkøbsringen, og på hylderne er foruden New Holland også produkter fra franske Kuhn, som er verdens største producent af redskaber til landbruget.
Farmas arbejder sammen med både landmænd, maskinstationer og entreprenørvirksomheder.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here