Juletræer fra Hjallerup til stuer i hele Europa

Træerne er allerede mærket og klar til at blive fældet, når temperaturen er den helt rigtige

0
2049

Når familien Glatzmaier i Bayern danser om juletræet den 24. december, kan det smukke, grønne træ sagtens komme fra en mark i nærheden af Hjallerup. Her driver Per Lykkegaard Christensen sammen med en kompagnon nemlig 96 ha med juletræer. 800.000 træer står der på arealerne, og op mod 100.000 af dem fældes hvert år i november, når kviksølvet i termometeret daler til omkring 8 grader.

Per Lykkegaard Christensen plantede de første juletræer på et mindre areal i 2010, og siden er bestanden hvert år blevet suppleret, således at træerne i dag fylder et anseeligt areal, der gør Per Lykkegaard Christensen og hans kompagnon til nogle af de store aktører på markedet for juletræer i Danmark. Alle træerne eksporteres til grossister i Europa.

Kartofler

– Vi køber planter, der er 3-4 år gamle. Træerne vokser med omkring 30 centimeter om året, og i 2014 kunne vi begynde at høste nogle af de træer, som vi plantede i 2010, fortæller Per Lykkegaard Christensen, der købte sit barndomshjem i 1996. Siden 1983 har han købt jord op, og han dyrker i dag ca. 1700 ha – de 800 af dem ejer han selv, en driftsleder har 200 ha, mens de sidste 700 ha er forpagtet. Hovedafgrøden er kartofler, som afsættes til Andelskartoffelmelsfabrikken i Langholt. Foruden juletræer dyrker Per Lykkegaard Christensen også diverse kornafgrøder. På gården er beskæftiget fire faste medarbejdere samt to elever. Desuden indlejes medarbejdere til bl.a. høsten af juletræer, som indledes i begyndelsen af november.

– Temperaturen skal gerne ned under 8 grader, så træerne kan holde sig flotte og grønne til juleaften, smiler Per Lykkegaard Christensen.

Fokus på kvalitet

De erfarne medarbejdere er allerede for længe siden gået i gang med at mærke træerne. Juletræer kategoriseres efter kvalitet. Og kvalitet er netop fokusområdet på Redet. Mens juletræsavlere ofte benytter relativt dårligt jord til at plante juletræer på, er Per Lykkegaard Christensen og hans kompagnon gået den modsatte vej. De dyrker deres juletræer på noget af det bedste jord, og under stor opmærksomhed bliver der konstant justeret i rækkerne, hvor de træer, der ikke har potentiale til at udvikle sig til flotte og harmoniske juletræer, bliver sorteret fra for at give plads til de træer, der kan blive blandt de bedste.

Pasning af juletræer kan være et fysisk hårdt arbejde, især i fældningsperioden hvor juletræerne slæbes ud fra rækkerne med håndkraft. Men det er også et spændende arbejde, der kræver erfaring, når træerne i nogle tilfælde med beskærersaksen skal hjælpes i den rigtige retning.

Når træerne fældes, pakkes de på paller med træer af forskellige kvaliteter, således at det er let og hurtigt at sende pallerne videre til eksempelvis supermarkeder eller byggemarkeder i Europa. Fra markerne ved Hjallerup afsendes årligt omkring 1000 paller.

 

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here