Fokus på velfærd en god investering

Velfærd i kostalden giver mere mælk og landmanden bedre mulighed for at observere dyrene

0
2317

Solen står højt på himlen. Køerne går på det grønne græs, og glansbilledet af dansk landbrug brænder sig fast på nethinden. Men ikke alle landmænd synes, at det er ren lykke at sende køerne på græs – og de bakkes op af kvægbrugskonsulenten.
– Omsætningen i en kos maver er så stor, at processen udvikler høj varme. Det betyder, at koen let kan få det for varmt, og derfor er det ikke ubetinget godt, at den går ude i strålende sol en hel dag. Faktisk har koen det bedst ved svale temperaturer, og det ser man bl.a. ved, at koen foretrækker sand i sengebåsen frem for halm, fordi sandet er køligere, forklarer kvægbrugskonsulent hos Agri Nord, Jørgen Aagreen.

Kontant merudbytte

– Siden vi byggede en ny staldbygning med velfærdsafsnit i 2010, har vi konstateret en ikke ubetydelig ekstra mængde mælk pr. ko, så alt tyder på, at den velfærd, vi har bygget ind i stalden kombineret med vores måde at behandle besætningen på, giver et kontant merudbytte på bundlinjen, fastslår Jens Jensen, der driver Gaardsted Højgaard mellem Løgstør og Aars sammen med sin far, Leif Jensen. Sammen har de 550 malkekøer og 570 ha, som de driver med hjælp af 10 medarbejdere.
I løsdriftsstalden har Leif og Jens Jensen indrettet et velfærdsafsnit med plads til 100 køer. Her indlogeres alle køer, der har kælvet. 90 pct. af alle sygdomme i en kvægbesætning optræder i den første måned efter kælvning, så ved at samle køerne i en periode efter kælvning har medarbejderne i stalden meget større mulighed for at observere den enkelte ko nøje og dermed tage eventuelle sygdomme i opløbet.

Afhænger af landmanden

– Malkerobotterne hjælper os med at holde et godt øje med køerne. I kraft af de data, som robotten lagrer på hver enkelt ko, kan vi følge med i, om der skulle være problemer på vej. Ved at tjekke mælketemperaturen, kan vi f. eks. konstatere, om koen har feber og derefter tage vores forholdsregler, forklarer Jens Jensen, der slår fast, at succes i kostalden i høj grad afhænger af landmanden og hans syn på dyrevelfærd.

Går langt for koen

– Vi har valgt at bruge meget tid på at observere vores køer. Vi kan naturligvis ikke huske alle 550, men vi har godt øje på dem, så vi er lykkedes med at tage mange sygdomme eller problemer i opløbet. Vi går langt for vores køer. Hvis en ko er halt, er vi parat til at stå på mål for koen og forsøge at få den rask igen. Også selv om det skulle være i en længere periode. Her ville nogle kolleger måske tage en anden beslutning, men vi beslutter først at få koen slagtet eller aflivet, når behandling ikke længere giver mening. For os er dyrevelfærd nemlig også at have respekt for koen, når den bedste løsning er aflivning, påpeger Jens Jensen, der har fast besøg af dyrlægen hver fredag.
– Som regel kan vi klare besøget på ganske kort tid, netop fordi vi har så godt styr på hver enkelt ko, siger landmanden, der slet ikke er i tvivl om, at fokus på dyrevelfærd og investering i dyrevelfærd er den rigtige investering og en af de bedste investeringer i kostalden. Mere mælk og færre sygdomme taler deres tydelige sprog.

FAKTA

  • 550 køer
  • 13060 kg EKM pr ko
  • Robotter
  • 570 Ha
  • 10 medarbejdere
  • Stald fra 2010

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here