Satellitfotos med til at give bedre overblik over marken

CropSat er et gratis tilbud til danske landmænd – planteavlskonsulenterne følger udviklingen tæt

0
1995

Godt landmandsskab går aldrig af mode. Landmandens kendskab til marken og hans erfaring kan ikke erstattes. Men ny teknologi kan supplere og understøtte, og her er CropSat et forholdsvis nyt redskab, der kan være med til at give landmanden et endnu bedre overblik over marken.
– CropSat har været brugt i Sverige i et par år, mens det kun har været tilgængeligt i Danmark i et års tid, så vi har praktisk talt ingen erfaringer endnu. Derfor følger vi også udviklingen tæt, men det ser ud til, at vi med satellitfotos som redskab kan få et endnu bedre og mere detaljeret overblik over marken, siger planteavlskonsulent hos LandboNord i Brønderslev, Christian Søndergaard Christensen.

Hver femte dag

Satellitten Sentinel 2A flyver hen over Danmark hver femte dag, og på bare 10 minutter er den i stand til at gennemfotografere hele landet. SEGES har sammen med NaturErhvervsstyrelsen købt adgang til billederne, således at de danske landmænd helt gratis kan logge sig på www.cropsat.dk, og via CVR-nummer er det muligt at få et overblik over de enkelte marker.
– Billederne registrerer såkaldt NDVI, som beskriver størrelsen af plantedækket målt i kilogram biomasse pr. kvadratmeter. Billederne kan dele marken op i felter på 10×10 meter, og forskellige farvekoder vil indikere biomassen og dermed give en indikation af, hvor godt afgrøderne står, forklarer Christian Søndergaard Christensen, som dog advarer mod at lade armene ryge alt for langt op i vejret.
– Der kan være mange grunde til en bar plet med lav biomasse på kortet. Hvis grunden er en sø henover vinteren uden planter, skal man ikke give pletten kvælstof. Hvis grunden derimod er en kold lerplet med stort vækstpotentiale, skal man give ekstra kvælstof. For landmanden gælder det jo om at sætte ind præcis der, hvor potentialet er størst. Derfor kan satellitfotos være et godt redskab til at hjælpe med at træffe beslutningerne, men landmandsskabet vil altid veje meget tungt, gør han opmærksom på.
– Desuden er vejret også en usikkerhedsfaktor i forhold til satellitfotos. Hvis det er overskyet den dag, satellitten flyver hen over Danmark, kan man ikke se tilstrækkeligt på billederne, og så må vi vente yderligere fem dage, inden den er over os igen. Det kan vi ikke altid vente på.

Høste erfaringer

– Men nu skal vi høste nogle erfaringer med billederne fra Sentinel 2A. Adgangen til data er umiddelbar let, så nu skal vi finde ud af, hvordan vi bruger dem mest optimalt. Umiddelbart kan landmænd med en GPS i traktoren downloade data som en fil, der kan eksporteres direkte til GPS-enheden. De landmænd, der endnu ikke har anskaffet en GPS-modtager, kan printe billederne ud og hænge dem op i traktoren og bruge dem til graduering af gødningstildelingen, siger Christian Søndergaard Christensen.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here